Det her er ment som et mikroforløb i Simcity3000 til samfundsfagslæreren, som måske ønsker at sætte fokus på den administration, vi alle elsker at hade – den kommunale.

Det er også ment som inspiration til dig, som spiller Cityplanning-spil og måske vil bruge noget af det, du får ud af spillet, i dine samfundsfagstimer.

Slutteligt kan forældre faktisk også få gavn af at læse lidt med, for at se, hvad netop sådanne spil kan give af faglig indsigt i, hvordan noget så simpelt som vedligeholdelse af vejen kan have indflydelse på mængden af penge, mor og far betaler i SKAT.

simcitymedi

SimCity3000 er Abandonware, som dermed kan hentes gratis. Eksempelvis lige HER.
Det kan køre på stort set alle Windowsmaskiner, hvilket gør det super let tilgængeligt. Jeg har lige lavet en lille installationsguide til spillet, som du finder her: YouTube

Spillet handler i al sin enkelthed om at bygge og kontrollere en by. Vigtige ting at huske for at få succes er at starte småt og arbejde sig stille og roligt op. Det er også vigtigt at holde fokus på sin politik – ellers ryger pengene simpelthen for hurtigt ud.

Samfundsfag i den danske folkeskole består typisk af 2-3 ugentlige lektioner – hvis man er rigtig heldig, er de sammenhængende. Forløbet her er sat til cirka 12 lektioner samt frivillig hjemme-gaming derudover.

Lektion 1 og 2 – Introduktion

Eleverne sættes ind i spillets mekanismer. Underviseren spiller en session på smartboard og involverer eleverne. Introduktionen bør omhandle følgende punkter

  • Hvordan bygger og forsyner jeg?
  • Hvad kan generere penge?
  • Hvad kan bruge penge?

Eleverne kan eventuelt følge med selv – under alle omstændigheder bør eleverne installere spillet enten først eller sidst i første session.

Lektion 3, 4 og 5 – Opbygning

Eleverne skal selv spille. Strukturen er teams af 2, men hvor man har hver sin by. Teamet skal bruges til sparring og vidensdeling. Man spørger sin teammakker om hjælp, hvis man pludselig oplever udfordringer i sin by.

Denne session skal have fokus på opbygning af byen, infrastruktur og tilgang af indbyggere. Det er oplagt at lade eleverne screenshotte m.v., for at de kan dokumentere og huske deres observationer til senere brug.

BEMÆRK – Ingen siger, at du skal tilrettelægge det her i din undervisning. Hvis du synes det er på bekostning af for mange ting, tager du for det første fejl, men du har måske også muligheden for at lade eleverne spille i lektiecafé eller som lektie.

Lektion 6 – Reflektion #1

Elevernes oplevelser i opbygningsfasen diskuteres på klassen, og der laves en mindmap – eller anden visualisering, som skal søge at svare på følgende spørgsmål:

  • Hvilken prioritet skal man bygge byen op efter?
  • Hvilke udfordringer støder man altid på?
  • Hvilke udfordringer støder man nogle gange på?
  • BONUS: Hvordan passer det på virkeligheden?

Lektion 7,8 og 9 – Vedligehold

Eleverne skal igen i GAMINGsession. Fortsat teams, men denne gang nogle nye. På den facon sikrer man, at eleverne sidder med mere forskelligt opbyggede byer.

Fokus her skal være vedligeholdelse af budget, tilgang i indbyggere og omdømme.

BEMÆRK – Ingen siger, at du skal tilrettelægge det her i din undervisning. Hvis du synes det er på bekostning af for mange ting, tager du for det første fejl, men du har måske også muligheden for at lade eleverne spille i lektiecafé eller som lektie.

Lektion 10 – Reflektion #2

Igen bør der skabes en visualisering af klassens samtale på smartboard, tavle el.lign.

Reflektionen bør i denne omgang være lidt af samme karakter, men med fokus på vedligehold. Spørgsmål som bør besvares er:

  • Hvad skal vedligeholdes og hvordan?
  • Hvilken prioritering skal man foretage vedligeholdelsen i?
  • Hvilke konsekvenser har manglende vedligeholdelse?
  • BONUS: Hvordan hænger det sammen med virkeligheden?

Lektion 11 og 12 – The Key To Success

Med sparring fra teampartners, klassekammerater og underviser skal eleverne nu lave et grafisk produkt – eksempelvis en plakat eller InfoGraphic – hvor de laver en visualisering og oplistning af, hvordan man skaber en succesfuld by i SimCity3000. Selvom det ikke er lykkedes dem selv, bør reflektionen være behjælpelig.

Rigtig god fornøjelse med forløbet.

< TIL FORSIDE

Advertisements