Telltale Games har efterhånden lavet ret mange spil. Fælles for spillene er, at de er baseret på at træffe valg. Formålet er, at man gennem hele spillet skal træffe nogle valg, som i en eller anden grad har indflydelse på historien.

Spillene er egentlig mest bygget op som en illusion om, at valgene har indflydelse. Reelt set har de kun en begrænset indflydelse og afgør måske, hvilke personer der er med i visse scener, eller hvorvidt disse mangler en arm eller ej.

Når det er sagt, er det rigtig gode spil generelt. De er velfortalte, har en god stil – nærmest tegneserieagtig – kan for det meste holde et roligt men solidt tempo, og har ret meget indhold pr minut, så at sige. Det vil sige, at mængden af tid, hvor man laver noget “ligegyldigt” eller noget repetitivt, er meget lille. Historien udvikler sig konstant.

Spillene er selvsagt også meget narrative, hvorfor princippet bag dem kan sammenlignes med konventionelt litteratur.

Jeg har spillet rigtig mange af Telltales spil, blandt andet “The Wolf Among Us”. The Wolf Among Us er et spil, som baserer sig på en tegneserie – Fables. Fables handler om en række fiktive figurer, som alle er samlet i den virkelige verden, og de, som ikke ser ud som rigtige mennesker, bruger et hemmeligt middel til at passe ind. For at holde styr på, at der ikke er nogen af disse figurer som ender i problemer, har vi ham, som er hovedpersonen i The Wolf Among Us, nemlig den store stygge ulv – eller Bigby Wolf. Han er sheriffen og skal i spillet opklare nogle forbrydelser – herunder et mord.

Spillet er struktureret gennem episoder. Der er 5 af slagsen, og hver af disse er delt ind i kapitler.

Jeg har brugt spillet på en fagdag, hvor jeg havde timer fra 8-15 med en klasse i dansk. Eventyrsgenren skulle snart gennemgås og graves i igen, så The Wolf Among Us skulle være et introducerende værktøj.

Strukturen var simpel – én Playstation, 1 spiller (vi skiftede ved hvert kapitel) og 18 tilskuere/observatører. Det kan godt fungere – men optimalt set skulle jeg have haft 4 konsoller til den størrelse klasse. Hvorfor skal jeg nok uddybe i et andet blogindlæg.

Jeg havde planlagt gennemspil af den første af de fem episoder, og så opgaver hertil. Gennemspilningen tog godt to timer plus pauser m.m., og resten af dagen var ment til opgaveløsning/gennemgang.

En af opgaverne var, at eleverne skulle notere de figurer, som de mødte gennem spillet, og senere se, om de kunne gennemskue, hvor disse stammede fra.

Motivationen herfor var at skabe en forståelse for begrebet “intertekstualitet”. Det kan vi sagtens sætte flueben under. Eleverne blev bevidste herom, og er siden blevet bedre til at identificere intertekstuelle referencer i den mere konventionelle litteratur, vi arbejder med.

En anden af opgaverne var, at eleverne slutteligt skulle lave en hurtig lille film, hvor de tog et af de eventyr, som der findes figurer fra. Rødhætte, De tre små grise, Snehvide og mange andre. Denne del var introduktionen til eventyrgenren. Eleverne går i 9. klasse, så det er naturligvis en for dem velkendt genre, men det videre forløb, hvor vi er gået dybt ned i genretræk med videre, er utvivlsomt blevet styrket af, at de kort blev introduceret for mange figurer og fortællinger gennem en enkelt fagdag – hvor de i øvrigt ikke skulle læse et eneste bogstav. Næsten i hvert fald.

Alt i alt en god oplevelse og et godt forløb. Spillets tempo er lavt, hvilket kan være rigtig godt, hvis man har mindre grupper, som man har tænkt over, så de, der sidder i samme gruppe, kan kommunikere sammen og ligner hinanden i spilerfaring. Således undgår du, at der sidder nogle elever og bliver utålmodige.

Derudover ville jeg elske at have brugt spillet i en hel faguge – 5 dage, 5 episoder. Måske man kunne have brugt 4 af dagene på spil og småopgaver, og så den sidste dag til en kulmination i en større afsluttende opgave. Her den 26. november 2016 er det klart en tanke jeg skal have udviklet videre på.

Det er også vigtigt, at understrege, at Telltalespillene – og i øvrigt spil af den kategori, rummer meget mere end hvad jeg har brugt spillet til i denne omgang. Jeg vil i et senere blogindlæg prøve at kigge på de her spil som omdrejningspunkt for undervisning i etik og moral.


Lad dette være en opfordring til at få spillet nogle Telltale-spil og se på dem som fortællinger – ikke bare underholdning.

< TIL FORSIDE

Advertisements